Vil du arbejde med ung-til-ung formidling og være med til at nedbryde fordomme om erhvervsuddannelserne?
Så er det måske dig, vi søger i Vejen til en Erhvervsuddannelse. Vi søger en rekrutteringskoordinator, der vil være med til at udbrede kendskabet til vores fantastiske rollemodelkorps og sikre, at elever i grundskolen kan træffe uddannelsesvalg på et oplyst grundlag.
Om Vejen til en Erhvervsuddannelse
Vejen til en Erhvervsuddannelse er en indsats hos Erhvervsskolernes ElevOrganisation (EEO). Indsatsen bygger på ung-til-ung formidling og har siden 2016 sendt rollemodeller fra erhvervsskolerne ud på landets grundskoler for at fortælle om deres uddannelsesvej. Formålet er at nedbryde fordomme om erhvervsuddannelserne og hjælpe grundskoleelever med at træffe uddannelsesvalg på et oplyst grundlag. Vores kerneopgave er derfor at rekruttere og uddanne rollemodeller til at holde oplæg samt koordinere rollemodellernes skolebesøg overalt i landet.
Som koordinator hos os, vil du blive en del af et team på syv medarbejdere, som alle brænder for at drive og forbedre vores fantastiske rollemodelkorps. Vi er et engageret og fællesskabsorienteret team, der sidder med ansvar for med hvert vores område i indsatsen.
Om stillingen
I Vejen til en Erhvervsuddannelse er vi altid på udkig efter nye rollemodeller og du vil stå for at etablere samarbejder med virksomheder, brancheorganisationer og erhvervsskoler, der kan skabe kontakt til potentielle rollemodeller. Du skal vedligeholde og udbygge indsatsens eksisterende samarbejder og hertil udarbejde indsatsens kvartalsrapport, der sendes ud til de nærmeste samarbejdspartnere.
Sidst vil du sammen med vores uddannelseskoordinator stå for screeningen af nye rollemodeller gennem telefon- og videosamtaler med interesserede erhvervsskoleelever.
Vi forestiller os, at du:
- er udadvendt og får energi af at netværke og skabe kontakter
- elsker at planlægge, udvikle og afholde workshops og oplæg for forskellige aktører
- er tillidsvækkende og har lyst til at arbejde med unge i aldersgruppen 17-28 år
- både kan arbejde selvstændigt og i et team
- Er omstillingsparat og trives i en ungdomsorganisation med et til tider travlt og omskifteligt miljø
Om organisationen
EEO er en politisk organisation, som er drevet af frivillige fra erhvervsskolerne. Organisationen består af en daglig ledelse, hovedbestyrelse og et sekretariat, hvor du vil blive ansat i sidstnævnte. Som medarbejder hos os, vil du blive en del af et energisk og engageret sekretariat, hvor gensidig fleksibilitet og et godt arbejdsklima vægtes højt.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er normeret til 30 timer ugentligt. Aften- og weekendarbejde må påregnes indimellem, og der kan forekomme rejseaktivitet, da indsatsen er landsdækkende. Løn efter overenskomst med HK.
Ansættelsen vil være tidsbegrænset frem til den 31. december 2026, men med mulighed for forlængelse, hvis indsatsen fortsættes.
Vi holder til på Vibevej 31, 2400 København NV.
Ansøgningsfrist
17. marts 2023
Send ansøgning
Ansøgning og CV sendes til job@eeo.dk med emnefeltet: “Ansøgning koordinator”
Samtaler
Vi forventer at afholde samtaler i uge 12 og 13 . Forud for samtalen tilsendes en opgave, som skal løses på forhånd.
Ansættelse
1. april eller hurtigst muligt derefter
Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål?
Så er du velkommen til at kontakte teamleder Emma Rebbelstam på 25103014/emma@eeo.dk.
Læs mere om vores arbejde på vejentileud.dk
