Indlæg tagget med ‘Skolepraktik’
Eleverne i tale med politikerne om skolepraktik
Bertel Haarder har i dag afholdt møde med forligspartierne fra globaliseringsaftalen. På dagsordenen var forslag om skolepraktik på den første halvdel af tre uddannelser. Det er langt fra nok mener eleverne, der inden mødet tog en snak med Socialdemokraterne og de Radikale.
Eleverne: Skolepraktik er vores eneste redning
Eleverne på de tekniske skoler er oprørte. De mener undervisningsministeren Bertel Haarder ser passivt til, mens krisen kradser hårdere og hårdere. Elevernes frustration er kun øget efter endnu et møde i Undervisningsministeriet, med larmende tavshed til følge. Kun en genindførelse af skolepraktikken kan redde os nu mener de.
Forrige mandag mødtes Bertel Haarder med LO og DA for endnu engang at drøfte praktikpladssituationen. Efter mødet står kun larmende tavshed tilbage. Eleverne var optimistiske inden mødet, hvor de forventede at et udspil omkring skolepraktikken ville blive offentliggjort. Skuffelsen er til at spore hos formanden for Erhvervsskolernes Elev-Organisation, Jonathan Simmel.
”Det er koldt hjerte der banker inden i den mand. Jeg tror helt ærligt Bertel Haarder er ligeglad med de over 5.000 unge der akut mangler en praktikplads. Hvis han gav grønt lys for en genindførelse af skolepraktikken står både elever, lærere og skoleledere på spring for at redde fremtiden for de over 5.000 unge. Men han ser passivt til.”
Forrige mandag kunne 3Fs fagblad også afsløre at den nye praktikpladspræmie ikke hjælper de over 5.000 elever der står uden praktikplads netop nu. Jonathan Simmel er hurtig med en kommentar:
”Det understøtter jo blot vores pointe om, at der er brug for en genindførelse af skolepraktikken. De foreløbige tiltag er velmente, men kun en genindførelse af skolepraktikken kan redde os nu. Vores vekselsystem hvor du både er på skole og ude i erhvervslivet er presset helt i bund.”
På mandag mødes Bertel Haarder endnu engang med LO og DA. Jonathan Simmel håber på det bedste, men som som han selv siger ser det ikke lyst ud:
“Nu må ministeren få gang i skolepraktikken for alvor. Det er sgu sidste chance. Jeg håber på det bedste men det ser ikke lyst ud”.
Blokade for lærepladser til alle!
Fredag den 6. Marts kl. 13 blokerer vi undervisningsministeriet for lærepladser til alle!
Lige nu står tusindvis uden læreplads. Som elever på de tekniske skoler, tvinges vi til at droppe ud, eller skifte fag. Finanskrisen rammer eleverne, fordi virksomhederne klapper i som østers, så snart de hører ordet krise. Uden handling trækkes krisen i langdrag. Jo længere politikerne venter, jo hårdere bliver vi som elever ramt.
Men det skal være løgn
Vi vil ha’ sikret vores uddannelse. Politikerne skal give garantier – uddannelsesgarantier. I 2003 afskaffede politikerne skolepraktikken. Som systemet er indrettet i dag, afhænger vores fremtid fuldstændig af virksomhedernes velvilje. Det dur ikke. Virksomhederne skal presses til at tage lærlinge ind. Det er det, vi går på gaden d. 6. marts for at sige.
Vi blokerer lortet
Ansvaret for det her kaos er nemt at placere. Den ansvarlige er undervisningsminister Bertel Haarder. Men han lytter ikke til fornuft. Når vi blokerer hans ministerium, kan Bertel Haarder ikke undgå at høre vores råb. Krisen kradser og der skal handles nu.
Du kan melde dig til blokaden, på vores event på facebook.
Drastisk fald i praktikpladser
I går tirsdag d. 20. januar, offentliggjorde undervisningsministeriet tallene for praktikpladssituationen november 2008. Eleverne er foruroligede over tallene – de kræver omgående handling fra Bertel Haarders side.
Hårdest ramt er bygge og anlæg. Det sidste år har der været et fald i antallet af indgåede uddannelsesaftaler på hele 19 %. Samtidig er antallet af praktikpladssøgende indenfor indgangen forøget med 10 %.
Erhvervsskolernes Elev-Organisation (EEO) er klar i mæglet. De kræver handling fra undervisningsminister Bertel Haarders side omgående. Formand Jonathan Simmel forklarer:
”Tallene er forrykte – det skriger til himlen at vi står med hele ungdomsårgange der bliver ladt i stikken. Som elever, kræver vi politisk handling, vi kræver fuld uddannelsesgaranti. Skolepraktikken må, og skal, indføres uden forbehold omgående. Vi ser flere brancher i frit fald. Det tegner ikke godt for fremtiden.”
Kan det blive værre?
Det er grove løjer man kan læse om praktikpladssituationen. I den seneste tid har der været flere historier i medierne om mangel på praktikpladser, pga. finanskrisen. Men hvor hårdt rammer krisen egentlig de unge på gulvet? Jonathan Simmel er ikke i tvivl:
”Man skal bemærke, at undervisningsministeriets tal kun går til og med november. Det er først efterfølgende finanskrisen for alvor har vist sit grimme ansigt. Vi kan kun gisne om hvordan det ser ud netop nu, og hvad vi kan vente os af det kommende år. Men kønt er det nok ikke. Virksomhederne er gået i panik og har lukket som en østers overfor nye lærlinge.”
Kom ind i kampen, Bertel Haarder
På ministeriets hjemmeside beskriver de praktikpladssituationen med ordene ”et beskedent fald på 1 %.” Men det er kun de overordnede tal.
Også andre indgange end bygge og anlæg er hårdt ramt. Transport og logistik har haft et fald på 13 %, bil, fly og andre transportmidler er faldet med 11 % og strøm, styring og it er faldet med 10 %.
Jonathan Simmel har ikke meget andet end harme til overs for Bertel Haarder udmelding og tiltag indtil nu.
”Mange unge er truet på uddannelsen,det er en meget alvorlig situation. Og hvad er ministeriets reaktion? De har fornyet en hjemmeside. Hvor i alverden er Bertel Haarders realitetssans?”.
Kære Simon Neergard Holm, Chefkonsulent hos Dansk Arbejdsgiverforening
Eleverne på de tekniske skoler, vil gerne invitere dig på en lille slentretur ud i den virkelige verden – derude hvor de rigtige mennesker er.
Vi kan jo besøge den tekniske skole på rebslagervej ude i Nordvest. Det er der man bliver tømrer. Så kan du jo sige direkte til elevernes ansigter, at når de ikke kan finde en lærerplads, ja så kan de jo blive tjenere i stedet.
Når du siger at skolepraktikken ikke skal genindføres fordi:”så får vi færre “rigtige” praktikpladser. Eleverne vil nemlig søge hen til skolepraktikken og ikke lærerpladser. Og kan man ikke finde en lærerplads som tømrer, må man overveje tjener- eller VVS-faget”.Ja så har vi vist brug for en snak. Der er da noget helt galt.
Vi kan også besøge jer inde i elfenbenstårnet på Vester Voldgade hvis tiden er for knap til at mærke den friske luft. Men pas på! Vi advarer jer. Vi tropper ikke op i jakkesæt.
Kære Simon, vi vælger uddannelse efter hvad vi gerne vil lave. Det er lysten der driver værket som man siger. Vi gider ikke skifte uddannelse hver, hver anden dag, bare fordi virksomhederne går i panik det sekund ordet krise nævnes i fjernsynet.
Tjenere bliver tjenere fordi de gerne vil være det, tømrere bliver tømrere fordi de gerne vil være det og chefkonsulenter hos DA bliver åbenbart chefkonsulenter fordi de gerne vil sparke til dem der ligger ned.
Og vi vil gerne i praktik ude i virksomhederne – det er der vi lærer vores fag. Men der er bare ikke plads til os alle sammen. Og det må vi jo finde en løsning på, synes du ikke?
Venlige, men bestemte hilsener
Jonathan Simmel, formand EEO

