Studieretningsprojektet (SRP) på HTX er ikke relevant mener eleverne. Der bliver i forvejen brugt rigtig mange timer på projekter af samme type, det eneste der adskiller SRP fra de andre er at denne tæller direkte med på eksamensbeviset.

I forbindelse med ændringerne i gymnasiereformen, som blev vedtaget i starten af april, kom der nogle småjusteringer af reformen, men HTX-eleverne må stadig trækkes med en irrelevant eksamenskarakter.

”Studieretningsprojektet giver måske god mening på det almene gymnasium, men på HTX, hvor eleverne laver det ene tværfaglige projekt efter det andet i teknologi, teknikfag, studieområderne og generelt i alle andre fag giver det simpelthen ikke mening at netop dét ene projekt skal vægtes to gange på eksamensbeviset” siger Formand for HTX-eleverne, Erhvervsskolernes Elev-Organisation Oskar Hansen.

Formålet med Studieretningsprojektet er bl.a. at eleverne skal fordybe sig i en faglig problemstilling, udvælge og forholde sig kritisk til kilder. Det mener Oskar Hansen at man ikke kan undgå at komme igennem og blive testet i på HTX.

”Hele formålsbeskrivelsen er dækket ind andre steder på uddannelsen. SRP bliver derfor blot et ekstra-projekt, hvor den eneste forskel er at karakteren tæller dobbelt på eksamensbeviset.”

Copy/Paste fra det almene gymnasium

Oskar Hansen mener at det er en generel tendens i SRP og Studieområderne, at de er en hurtig kopieret udgave af det der bruges på det almene gymnasium og ikke har taget stilling til, hvilken projektorienteret uddannelse HTX er.

”Man ser både i studeområdet 2 (SO2) og SRP, at det virker som en tynd og dårlig kopi af det man har skrevet for det almene gymnasium. På HTX lærer man alt det som både SO2 og SRP kommer ind over. Når der i de seneste rettelser til reformen står at bestemmelserne skal klargøres, men ikke hvordan dette skal ske, må det være fordi undervisningsministeriet dybest set godt ved at det er overflødigt på HTX. Men fordi de gymnasielle uddannelser skal ligne hinanden så meget og det giver god mening på det almene gymnasium har de haft et behov for at copy/paste det over til htx”