Vedtægter
Her kan du læse EEO’s gældende vedtægter
Indholdsfortegnelse
Artikel 01 – Navn
Artikel 02 – Formål
Artikel 03 – Medlemsforhold
Artikel 04 – Organisationens myndigheder
Artikel 05 – Kontingent
Artikel 06 – Årsmødet
Artikel 07 – Ekstraordinært Årsmøde
Artikel 08 – Valg
Artikel 09 – Landsråd
Artikel 10 – Daglig Ledelse
Artikel 11 – Udvalgene
Artikel 12 – Udvalgsformændene
Artikel 13 – Ad hoc Udvalg
Artikel 14 – Formandskabet
Artikel 15 – Tegningsret og Økonomi
Artikel 16 – Kritisk Revision
Artikel 17 – Opløsning
Artikel 18 – Fortolkninger og Vedtægtsændringer
Artikel 19 – Ikrafttrædelse
Artikel 1: Navn
§ 1: Organisationens navn er Erhvervsskolernes Elev-Organisation. Organisationens navn forkortes EEO.
Artikel 2: Formål
§ 2: Erhvervsskolernes Elev-Organisations formål er:
• At arbejde for og vedligeholde netværk elevrådene imellem og mellem elevrepræsentanterne i bestyrelserne på landets erhvervsskoler.
• At koordinere interesser for elever på de erhvervsfaglige uddannelser, tilknyttet tekniske skoler og teknisk gymnasium (herefter erhvervsskoleelever) og varetage disse overfor skoler og myndigheder.
• At arbejde for, at erhvervsskoleelever får reel indflydelse på teknisk skole gennem elevråd og elevrepræsentation i skolernes bestyrelse og andre relevante organer.
• At samarbejde med andre organisationer og relevante organer om anliggender af fælles interesse.
• At vedligeholde og udbygge et serviceapparat for elever og elevråd ved de danske erhvervsskoler.
• At skabe kontakt mellem elevrådene og de lokale faglige organisationer, der organiserer eleverne.
• At udsende informationer om erhvervsskolesektoren til medlemmer af EEO og andre relevante organer.
• At arbejde for, at de erhvervsfaglige uddannelser, tilknyttet tekniske skoler og teknisk gymnasium, får et bedre ry og image og bliver mere synlige i offentligheden.
§ 3: EEO er en partipolitisk uafhængig organisation.
Artikel 3: Medlemsforhold
§ 4: Som medlemmer optages elevråd på skoler, der uddanner elever og unge gennem EUD-ungdomsuddannelser eller gennem teknisk gymnasium (HTX).
§ 5: EEO organiserer eleverne kollektivt. Hermed at forstå, at når en skoles elevråd melder sig ind i EEO, bliver alle elever under det respektive elevråd automatisk medlemmer af EEO.
Stk. 1. Ved indmeldelse forpligter elevrådet sig til at informere eleverne om EEO og medlemsbetingelserne. Samtidigt skal medlemselevrådet oplyse om antallet af årselever på skolen, samt udpege en kontaktperson til EEO.
Stk. 2. På skoler, hvor eleverne har valgt at opdele elevrådet efter geografiske afdelinger, uddannelsesretninger eller andet, kan en sammenslutning af disse elevråd opnå medlemsrettigheder. Forudsat at sammenslutningen har indbetalt kontingent og indgivet en gyldig medlemskabsbekræftelse.
§ 6: Udmeldelse sker ved skriftlig anmodning og træder i kraft ved udgangen af indeværende kvartal. Ved udmeldelse skal der vedlægges en bekræftet kopi af referat fra det elevrådsmøde, hvor beslutningen om udmeldelse fremgår.
Artikel 4: Organisationens myndigheder
§ 7: Erhvervsskolernes Elev- Organisations myndigheder nævnt i prioriteret rækkefølge:
1. Årsmødet
2. Landsrådet
3. Daglig ledelse
4. Stående udvalg
5. Ad hoc udvalg
Artikel 5: Kontingenter
§ 8: Medlemselevråd betaler et årligt kontingent. Dette fastsættes af Årsmødet. Kontingentet dækker et års (12 måneders) medlemskab.
§ 9: Kontingentet betales forud, for et år ad gangen. Et medlemselevråds gæld til EEO må normalt ikke overstige ¼ af kontingent. En overskridelse behandles på førstkommende Landsrådsmøde, der som konsekvens heraf kan fratage medlemsorganisationen dens demokratiske rettigheder, indtil gælden er afviklet.
Artikel 6: Årsmødet
§ 10. Årsmødet består af delegerede fra medlemselevrådene. Elevråd, der ikke er medlem af EEO, kan også deltage på Årsmødet, dog uden stemme- og taleret.
§ 11: Årsmødet samles årligt i oktober eller november. Daglig ledelse udsender en skriftlig indkaldelse senest 5 uger før mødets afholdelse. Indkaldelsen skal indeholde en oversigt over antallet af årselever på uddannelsesinstitutionerne ifølge Danmarks statistiks seneste opgørelse, samt den deraf udledte stemmefordeling.
§ 12 Ved Årsmødet tildeles medlemselevrådene stemmer efter antal årselever (én årselev er en elev tilknyttet skolen i 40 uger) indskrevet ved den(de) uddannelsesinstitution(er) jf. Danmarks statistiks seneste opgørelse.
Stk. 1. Den udledte fordeling af stemmer gælder indtil næste ordinære Årsmøde.
Stk. 2: Et medlemselevråd kan sende én delegeret med én stemme pr. påbegyndt 200 årselever, dog mindst 2 stemmer.
§ 13: Delegerede og observatører skal enten være tilknyttet en teknisk skole i henhold til § 4 eller være medlem af en af daglig ledelse eller et politisk udvalg.
Stk. 1: Delegerede har stemme- og taleret. Observatører har taleret, men ingen stemmeret. Observatører kan dog stemme i forbindelse med forretningsorden og tidsplan.
§ 14: Intet medlemselevråd kan opnå mere end 2/5 af samtlige mulige stemmer.
§ 15: Elevråd, der ikke er medlem, men opfylder betingelserne i § 4, kan sende op til 3 observatører med taleret.
§ 16: Årsmødet er beslutningsdygtigt, når Årsmødet er rettidigt indkaldt jf. § 11 og mindst 1/5 af medlemselevrådene er til stede ved mødets start.
§ 17: Hvis intet andet er anført, træffes beslutninger ved simpelt flertal, dog skal der mindst indgå 3 medlemselevråd i dette flertal.
§ 18: Daglig ledelse udsender forslag til dagsorden, tidsplan, udvalgenes skriftlige beretning, regnskab, budget samt indkomne forslag mindst 3 uger før mødets afholdelse.
§ 19: Kun skoler, der jf. § 4 er medlem af EEO, eller personer, der er medlem af daglig ledelse og/eller et politisk udvalg, kan stille forslag og ændringsforslag.
§ 20: Årsmødet vedtager dagsorden for mødet. Dagsordenen skal som minimum indeholde følgende punkter:
1. Valg af 2 dirigenter
2. Valg af 2 referenter
3. Godkendelse af dagsorden
3. Godkendelse af forretningsorden
4. Fremlæggelse af beretninger fra hhv.:
a) EUD udvalget
b) HTX udvalget
c) Formandskabet
6. Fremlæggelse af regnskab og budget
7. Fastsættelse af kontingent
8. Indkomne forslag
a) Behandling og vedtagelse af Principprogram
b) Vedtagelse af Handlingsplan
c) Vedtagelse af budget
9. Valg af:
a) Formand
b) Næstformand
c) Formand for HTX udvalget
d) Næstformand for HTX udvalget
e) Formand for EUD udvalg
f) Næstformand for EUD udvalget
g) Menigt medlem af daglig ledelse (politisk valgt)
h) 2 kritiske revisorer til det kommende regnskabsår
10. Udtalelser
11. Eventuelt
§ 21: Afstemning til forretningsorden afgøres ved simpelt flertal.
§ 22: Elever indskrevet på en medlemsskole jf. § 4 kan opstilles som kandidater til posterne som formand, næstformand, menigt medlem af daglig ledelse, EUD-udvalgsformand og HTX-udvalgsformand.
§ 23: Referenterne tager referat af Årsmødets beslutninger. Referatet udsendes til medlemselevrådene og offentliggøres på EEOs hjemmeside senest 3 uger efter mødet.
§ 24: Forslag til behandling på Årsmødet skal være indkommet senest klokken 23:00 dagen før de er til behandling på Årsmødet.
Artikel 7: Ekstraordinært Årsmøde
§ 25: Årsmødet træder ekstraordinært sammen, hvis et flertal i daglig ledelse, eller mindst 3 af medlemselevrådene, der repræsenterer minimum 1/5 del af medlemseleverne, ønsker dette.
§ 26: En begæring om ekstraordinært Årsmøde skal indeholde en motiveret dagsorden.
Stk. 1: Et ekstraordinært Årsmøde finder sted max. 3 uger efter, at der er fremsat krav herom. Dagsorden udsendes mindst 2 uger før mødets afholdelse.
Artikel 8: Valg
§ 27: Elever indskrevet på en erhvervsskole jf. § 4 og er valgbare, undtaget er dog de kritiske revisorer.
Stk. 1: Medlemmer, udvalg og daglig ledelse er dog valgbare til alle poster i op til et år efter, at disse er udmeldt af deres erhvervsskole.
§ 28: Ved personvalg, hvor antallet af kandidater svarer til eller er mindre end antallet af ledige poster, foretages der afstemning om den enkelte kandidat. Kandidaten skal have et flertal bag sig for at blive valgt.
Artikel 9: Landsråd
§ 29: Landsrådet træder sammen mindst to gange årligt.
Stk. 1: Landsrådet består af delegerede fra medlemselevrådene.
Stk. 2: I Landsrådet har ét (1) medlemselevråd to (2) stemme, derudover har hvert medlemselevråd mulighed for at sende observatører.
Stk. 3: Elevråd, der ikke er medlemmer af EEO, kan sende op til 3 observatører.
§ 30: Landsrådsmøderne indkaldes af daglig ledelse senest 3 uger før afholdelse.
§ 31: Landsrådet er beslutningsdygtigt, når det er rettidigt indkaldt jf. § 30, og mindst 1/5 af medlemselevrådene er til stede ved mødets start.
§ 32: Dagsorden for Landsrådet skal mindst indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Valg af referent
3. Godkendelse af dagsorden og forretningsorden
4. Fremlæggelse af beretning fra daglig ledelse
5. Fremlæggelse af økonomisk beretning
6. Diskussion og vedtagelse af arbejdet i det kommende kvartal
7. Indsupplering af menige medlemmer til:
a) EUD udvalget
b) HTX udvalget
§ 33: Landsrådet kan lukke mødet for ikke-medlemmer, hvis der er flertal for dette på Landsrådet.
§ 34: Landsrådet vedtager en arbejdsfordeling mellem Landsrådet, daglig ledelse og udvalgene.
Artikel: 10 Daglig ledelse
§ 35: Daglig ledelse består af formand, næstformand, to repræsentanter fra hvert stående udvalg, samt et menigt medlem jf. §20. Daglig ledelse vælges til perioden fra 21 dage efter det Årsmøde, hvor de er valgt og frem til 21 dage efter det Årsmøde, hvor de fratræder.
§ 36: I tilfælde af formandens afgang suppleres denne af næstformanden, indtil Landsrådet eller Årsmødet har konstitueret en ny formand. I tilfælde af næstformandens afgang konstitueres en ny på førstkommende Landsrådsmøde.
§ 37: Daglig ledelse har til opgave at koordinere EEOs aktiviteter, men har ikke politisk kompetence, der rækker ud over udvalgene jf. artikel 11. Dog afgør daglig ledelse i tvivlstilfælde, i hvilket politisk udvalg en udpegning skal finde sted. Daglig ledelse skal informere medlemselevrådene og udvalgene om deres aktiviteter efter hvert Daglig Ledelsesmøde, eller senest 5 arbejdsdage efter.
Stk. 1: Daglig ledelse samles mindst 10 gange årligt.
Stk. 2: Daglig ledelse skal opretholde en gennemsigtig og hurtig informationsvej til udvalgene og medlemselevrådene
Stk. 3: Daglig ledelse skal offentliggøre valgfrie aktiviteter jævnligt.
§ 38: I sager, hvor vedtægter, retningslinjer eller Årsmøde- eller Landsrådsbeslutninger ikke præciserer hvem, der har beslutningskompetence, har daglig ledelse kompetence til at træffe
beslutninger på vegne af EEO. Samtidig har daglig ledelse det økonomiske ansvar for overholdelse af budgettet.
Stk. 1: En sag skal sendes til høring i Landsrådet, hvis mindst et medlem af daglig ledelse anbefaler dette.
§ 39: I tilfælde af, at der i Landsrådet stilles mistillid til et medlem af daglig ledelse, og dette vedtages af 2/3 af de stemmeberettigede, samt mindst 3 medlemselevråd, trækker den pågældende sig fra daglig ledelse. Landsrådets beslutning vil efterfølgende blive taget op på det førstkommende Årsmøde.
Artikel 11: Udvalgene
§ 40: De stående udvalg jf. § 7 består af op til 9 menige medlemmer, en næstformand og en formand.
§ 41: Såfremt et medlem af et udvalg trækker sig, suppleres det pågældende udvalg af et nyt medlem på førstkommende Landsrådsmøde.
§ 42: Udvalgene har til opgave, inden for hver deres område, at varetage EEO’s politiske og koordinerende arbejde. Repræsentanterne i udvalget har én (1) stemme. Udvalgene træffer beslutninger ved simpelt flertal. Udvalgene udpeger inden for deres område repræsentanter til eksterne råd, udvalg og lignende, hvor EEO er repræsenteret. Udvalgene skal informere medlemselevrådene og udvalgene om deres aktiviteter efter hvert møde, eller senest 5 arbejdsdage.
Stk. 1: Udvalgene har, inden for deres områder, politisk kompetence og kan melde politisk ud på vegne af EEO.
Artikel 12: Udvalgsformændene
§ 43: Udvalgets formand tegner EEO i spørgsmål, der vedrører udvalgets ansvarsområde. Formanden står på udvalgets vegne til ansvar overfor Landsrådet og Årsmødet.
§ 44: Formanden er ansvarlig for, at der afholdes møder i udvalget.
Artikel 13: Ad hoc udvalg
§ 45: Daglig ledelse kan, når de finder de nødvendigt, nedsætte ad hoc udvalg til interessefelter på tværs af de stående udvalg.
§ 46: Ad hoc udvalg referere til daglig ledelse, og er ikke beslutningsdygtige ud over det skænkede kommissorium.
§ 47: Ad hoc udvalg består af medlemmer fra daglig ledelse, de stående udvalg og elever tilknyttet en af de § 4 nævnte skoler.
Artikel 14: Formandskabet.
§ 46: Formandskabet udgøres af formanden og næstformanden.
§ 47: Formandskabet er ansvarligt for, at daglig ledelse afholder møder, og at Årsmødet samt Landsrådsmøderne indkaldes jf. § 11 og 29.
§ 48: Formandskabet er i samarbejde med de kritiske revisorer ansvarligt for, at EEO’s daglige økonomiske drift sikres. Samtidig skal formandskabet sikre, at der sker en samling og koordinering af arbejdet mellem daglig ledelses medlemmer, samt sikre information til medlemselevrådene.
§ 49: Formandskabet kan deltage i alle udvalgsmøder, som observatører med taleret, og uden mulighed for udelukkelse.
§ 50: Såfremt formandskabet, formanden eller næstformanden får en mistillid af daglig ledelse, skal der indkaldes til ekstraordinært Landsrådsmøde hvor mistilliden behandles. Frem til dette Landsrådsmøde er de mistillidsramte suspenderet.
Artikel 15: Tegningsret og Økonomi
§ 51: Erhvervsskolernes Elev-Organisation tegnes af daglig ledelse, Daglig ledelse kan meddele prokura.
§ 52: EEO’s regnskabsår følger kalenderåret. Til at føre regnskab vælges af daglig ledelse en person med kendskab til bogføring og lønudbetaling. Den regnskabskyndige drager omsorg for, at der udføres kvartalsvis budgetkontrol. Budgetkontrollen fremlægges for daglig ledelse.
§ 53: Der oprettes interne puljer med midler til de forskellige udvalgs disposition.
Stk. 1: Daglig ledelse skal til det ordinære Årsmøde i oktober/november fremkomme med et forslag til budget for det kommende år, herunder udkast til retningslinier for disponering af de i budgettet afsatte puljemidler. Daglig ledelse skal rådføre sig med de kritiske revisorer herom.
Stk. 2: Landsrådet skal løbende behandle fordelingen af puljemidlerne jf. § 31 punkt 6.
§ 54: Regnskabet revideres af en statsautoriseret eller autoriseret revisor. Den statsautoriserede revisor eller autoriserede revisor kan kun afskediges af Årsmødet.
§ 55. Regnskabet kommenteres af de på det foregående Årsmøde valgte kritiske revisorer.
§ 56: Årsregnskabet skal godkendes af daglig ledelse.
§ 57: Medlemmer jf. § 4 har ret til at få udleveret kvartalsmæssig budgetkontrol samt de kritiske revisorers bemærkninger hertil.
§ 58: Alle medlemselevråd kan ansøge daglig ledelse om tilskud til aktiviteter. Ansøgninger behandles på førstkommende daglig ledelses møde.
Stk. 1: Retningslinier for tilskuddet udarbejdes af daglig ledelse.
§ 59: Formandskabet fremlægger det reviderede regnskab samt kommentarer på Årsmødet. Kritisk revision fremlægger deres kommentarer til regnskabet.
§ 60: Alle Årsmødevalgte til tillidsposter i EEO er ulønnede.
§ 61: Medlemsorganisationerne hæfter alene med det indbetalte kontingent.
Artikel 16: Kritisk revision
§ 62: Daglig ledelse drager omsorg for, at de valgte kritiske revisorer løbende kontrollerer organisationens bogholderi ved at kontrollere tilstedeværelsen af EEO’s aktivbeholdning samt bilagsmateriale.
§ 63: Den kritiske revision reviderer årsregnskabet, og fremlægger på Årsmødet den kritiske revisions kommentarer til regnskabet. Den kritiske revisions beretning er både mundtlig og skriftlig.
§ 64: Kritisk revision har observatørstatus, uden taleret, i alle organer. Kritiske revisorer må dog ikke være medlemmer af EEO’s udvalg eller daglige ledelse.
§ 65: Ved den kritiske revisions forfald udpeger daglig ledelse en ny kritisk revision indtil førstkommende Landsrådsmøde eller Årsmøde, hvor der afholdes nyvalg.
Artikel 17: Opløsning
§ 66: Forslag om opløsning af EEO skal behandles af to på hinanden følgende, rettidigt indkaldte Årsmøder, med minimum 3 måneders mellemrum. Forslag om opløsning af EEO er kun vedtaget, når der på begge Årsmøder er opnået 4/5 majoritet blandt de fremmødte stemmeberettigede, dog mindst 8 medlemselevråd.
§ 67: EEO’s medlemselevråd hæfter ikke for en eventuel gæld. I tilfælde af EEO’s opløsning skal
et eventuelt kapitalindestående fordeles efter samme forhold, som kontingenter er indbetalt gennem de to seneste år.
Artikel 18: Fortolkninger og vedtægtsændringer
§ 68: Årsmødet, Landsrådet og daglig ledelse, samt sekretariatets ansatte arbejder efter de bestemmelser, der er afstukket i disse vedtægter.
§ 69: Konsekvensrettelser som følge af vedtægtsændringer foretages af sekretariatet inden referatet udsendes.
§ 70: Dispensationer fra disse vedtægter kan kun vedtages på et ordinært Årsmøde, med 3/4 flertal blandt stemmerne og med mindst 4 medlemselevråds opbakning til dispensationen. Dog kan der ikke dispenseres fra § 10, § 11, § 12, § 20, § 23, § 24, § 25, og § 65.
Artikel 19: Ikrafttrædelse
§ 71: Vedtægterne træder i kraft umiddelbart efter vedtagelse på Årsmødet. Ændringer af § 20, § 23, § 24, § 25, § 26 og § 65 træder dog først i kraft umiddelbart efter den officielle lukning af det Årsmøde, hvor de er blevet vedtaget.

