EEO står for Erhvervsskolernes Elev-Organisation, og hvis du er elev på enten en teknisk skole eller HTX i Danmark, ja så er EEO såmænd din organisation. I EEO varetager vi dine interesser som elev, og vi arbejder blandt andet for bedre arbejdsmiljø, flere praktikpladser og bedre praktikforhold. Vi arbejder for god og gratis uddannelse til alle.

Vi mener, at vi som elever skal stå sammen, for at skabe forandring. Og forandring er der brug for, det ser nemlig ikke for godt ud i dag. Der er problemer med faldefærdige skoler, bunkevis af lærer-fri timer, kæmpe frafald på skolerne og vi kunne blive ved.

EEO er det sted, hvor elevrådene ude på de enkelte skoler samler deres kræfter og arbejder sammen om at råbe medier, politikere og andre ansvarlige op, når der er problemer på de tekniske skoler og med de erhvervsfaglige uddannelser i det hele taget.

Det er eleverne der bestemmer

EEO er en organisation for erhvervsskoleelever. Vi er altså jeres organisation, og helt simpelt kan man sige, at vores opgave er, at varetage elevernes interesser. Men hvad vil det egentlig sige, hvad er jeres interesse? Jo det er jo helt grundlæggende, at I får en god uddannelse. Men det er faktisk eleverne selv, der bestemmer, hvad det er, EEO skal kæmpe for. Derfor holder vi stormøder tre gange om året, hvor vi samler elever fra hele landet og her beslutter, hvilke sager, vi skal stå sammen om at kæmpe for.

Man kan sige, at EEO svarer til ét stort elevråd på landsplan. For ligesom at I som elevråd repræsenterer jeres kammerater på skolen, og sikrer at eleverne har et fælles slagkraftigt talerør over for fx skolens ledelse, så er EEO på landsplan en sammenslutning af elever og elevråd fra hele landet. I er altså selve basen i EEO og for ca. 10 år siden blev EEO faktisk dannet netop fordi nogle elevråd rundt om på de tekniske skoler tænkte, at vi ville stå meget stærkere i vores sag, hvis vi slog os sammen i en fælles organisation.

Hvis din skole ikke er medlem

Men for at vi skal være en fælles slagkraftig organisation, er det også nødvendigt, at alle skoler er medlemmer. Det er op til jer som elevråd at melde skolen ind, og det kan I gøre ved at udfylde denne medlemsskabsbekræftigelse. Kun på den måde er vi for alvor alle erhvervsskoleelevernes organisation.

Hvad kæmper vi for

Som nævnt tidligere er EEO elevernes organisation, og det vi kæmper for er at varetage elevernes interesser, altså en god gratis uddannelse med indflydelse på vores egen hverdag. Eks: Fredagsbar og sociale aktiviteter på skolen, ordentlig sikkerhed, moderne udstyr og rimelige priser i kantinen mv.

Det gør vi på mange måder, blandt andet repræsenterer vi eleverne over for politikerne og er elevernes talerør udadtil i pressen. På landsplan sætter vi på den måde fx fokus på manglen på praktikpladser, lærerfri timer og andre problemer, der skyldes, at erhvervsskolerne har en rigtig stram økonomi, som jo i sidste ende er politikernes ansvar. EEO er elevernes vagthund og protesterer, når der er udsigt til besparelser.

Og det virker. Sidste år gik vi fx sammen med gymnasieelever, folkseskoleelever, handelsskoleelever og universitetsstuderende, for der var lovet besparelser over hele linien i uddannelsessystemet. Vi fik samlet tusindvis af mennesker til kæmpe demonstrationer og det lykkedes at presse politikerne til at tage halvdelen af finanslovens uddannelsesbesparelser af bordet.

I øjeblikket er der fx fuld knald på debaten omkring skolepraktik, som er en ordning, der blev afskaffet for 4 år siden. Den betød, at skolerne arrangerede praktikforløb for dem, der ikke kunne få en praktikplads. Og netop i denne tid er der vildt mange elever, der må droppe deres uddannelse, eller slet ikke kan starte, fordi det er så svært at få en praktikplads. Derfor er dette også en stor mærkesag for EEO at få gjort noget ved, og vi blander os selvfølgelig i debatten, så meget vi kan!