Lærlingene på landets skolepraktikcentre knokler 37 timer om ugen, under dårlige arbejdsvilkår og dårlige lønninger. Hvordan hænger det sammen med ’den danske model’ der skal sikre alle arbejdstagere ordentlige vilkår?

skp faner
Lad os drage en tur tilbage i den danske fagbevægelses historie. Helt præcist tilbage til september 1899, hvor den mest betydningsfulde aftale på arbejdsmarkedet blev indgået mellem arbejdsmarkedets parter. Lønmodtagernes landsorganisation – Lo og Dansk Arbejdsgiverforening – DA indgik hvad der blev kaldt  Septemberforliget.
En aftale der også idag fungerer, som en slags grundlov på det danske arbejdsmarked

Forliget mellem arbejdsgiverne og arbejdstagerne betød for arbejderne, at de nu havde ret til at sætte sig til et forhandlingsbord og indgå aftaler om arbejdsvilkår og løn. Og hvis forhandlingerne mellem parterne brød sammen, havde arbejderne ret til at strejke.

Septermberforliget var en sejr for de danske arbejdere. Surt nok, har vores fagbevægelse glemt at reparere de huller, som i tidens løb er dukket op på den danske model. Sådan har de ladet tusinder af lærlinge i stikken.

Lærlingene på landets skolepraktikcentre knokler 37 timer om ugen, under dårlige arbejdsvilkår og dårlige lønninger, som man skulle tro at de havde tegnet overenskomst med en ’gul fagforretning’. Forskellen er bare at de ikke har ret til en overenskomst, som deres kammerater ude på ’det rigtige arbejdsmarked’ og skal derfor arbejde som slaver for at færdiggøre deres uddannelser.
murer

Hvor er vores forhandlingsbord?

Erhvervsuddannelserne har i mange år lidt under et dårligt ry. Der mangler lærepladser og i en krisetid har det været svært, at få arbejdsgiverne til at tage deres del af ansvaret. Det var det sådan set også inden krisen. Men politikerne har valgt skolepraktikcentrene som deres del af løsningen. Som lærling i skolepraktikken føles det som at blive straffet for ikke at have fået en læreplads.  Vi betaler ikke bare med blod, sved og tårer men også rent økonomisk.
Vi har ikke en overenskomst med en ordentlig løn og bedre arbejdsvilkår. Lønnen er fastsat af slipsedrengene inde på Christiansborg. Og her vælger vores alle sammens fagbevægelse at forholde sig passivt til sagen, selvom lærlingene gerne vil på overenskomst.

Fagbevægelsen har ellers aldrig vist sig som en flok tøsedrenge når det kom til ’de store farlige virksomhedsejere’, men så snart at det er akademikere med  store ’smarte’ teoribøger, pakker de deres røde faner ned og tager hjem til deres hæve-sænke-borde igen.
Og giver dermed lærlingene, i skolepraktikcentrene, uden overenskomster, langefingeren lige i fjæset.

Forhandlingsbordet eksisterer derfor ikke før at lærlingene i skolepraktikcentrene organiserer sig. Lige nu er det Erhvervsskolernes ElevOrganisation der tager kampen op imod politikerne inden på Christiansborg. Undervisningsnedlæggelserne og demonstrationerne den 19. Juni var en god start før vi får ordentlige vilkår og en overenskomst for SKP-elever.
Men det bliver op ad bakke uden støtte og opbakning fra større dele af fagbevægelsen.

Derfor skal  LO-fagbevægelsen og Harald Børsting til at få repareret det hul, som lige nu befinder sig i den danske model. De skal marcherer igennem Københavns gader fra LO bygningen til Christiansborg med de røde faner højt til himmels og sparke døren ind, og smide det gyldne Septemberforlig på bordet og spørg dem ’pænt’ om de ikke har glemt nogen.

 

Morten Ryom

Formand Morten Ryom

E-Mail:
Telefon: 24 40 70 87

Vi elever får at vide vi er dovne når vi ikke kan finde en praktikplads. Det er fandme træls at vi konstant sendes bagerst i køen når vi understreger hvor vigtigt det er, at politikere og virksomheder tager deres del af ansvaret. Derfor arbejder vi hver dag for lærepladser til alle