Det er forkert at tro, at en ung vil begynde på uddannelse som tømrer frem for revisor, bare fordi man gør det sværere at blive tømrer. Desværre er det den holdning, der gennemsyrer meningerne om erhvervsuddannelserne.

ryom-tale

Debatten har været heftig på erhvervsskoleområdet.

Næsten alle har haft en holdning og en forklaring på alle problemerne – lige fra manglende prestige til dyr kantine – og ingen er heller bange for at komme med deres holdninger.
Uanset hvor lidt forstand de reelt har på, hvordan min erhvervsskole fungerer.
Alle fra ” Danske erhvervsskoler – lederne” til undervisningsministeren og tænketanken KRAKA, ja, selv Margrethe Vestager fra de Radikale, er kommet med ” fine” indspil til debatten om, hvordan vi skal reformere erhvervsuddannelserne. De er forskellige i motivation og mål, men bærer alle præg af akademisering.

Hvorfor ved jeg ikke, men en ting er jeg sikker på: en akademisering vil blive en kold kiste for arbejdsmarkedets uddannelser. Et eksempel på den akademiske tankegang, og søm i kisten, er at sige, at karakteradgangskrav øger prestigen i uddannelsen.
TØMRER ELLER REVISOR?

Jeg har aldrig mødt nogen noget som helst sted, der ville vælge én uddannelse frem for en anden på grund af karakterkrav. Og jeg tvivler rigtig meget på, at Jens Jensen eller en anden ung mand ville overveje tømreruddannelsen, hvis han var fast besluttet på at blive statsautoriseret revisor, bare fordi det nu kræver lidt mere at blive tømrer.
Grunden til, at man vælger et fag og bliver ved, er, fordi man har en kærlighed til det at kunne skabe noget med sine hænder, og gerne vil skabe ting, som andre kan bruge. Om det så er den grafiske tekniker, som laver et banner eller mureren, der murer et hus.

Man vælger ikke ét fag over et andet, bare fordi det er sværere at komme ind på.

Kigger man på måden, de snakker om vores uddannelser på, så skinner deres akademiske tankegang igennem. Bare se, når Margrethe Vestager siger, at det skal være ” mere cool” at gå på erhvervsskole Cool?.
SMED – VERDENS SEJESTE JOB

Jeg er ked af, hvis Vestager Vestager ikke synes, min uddannelse er ” hip” eller ” sej” nok, men nu er det sådan, at jeg synes, at min uddannelse som smed er den sejeste i hele verden.

Jeg kan både arbejde på Nordsøen som borebisse eller på et islandsk værft og bygge skibe eller gå på ” million dollar-projekter” i Dubais varme sol. Eller også kan jeg bare have et arbejde på et lille værksted udenfor byen, hvor jeg tjener en fair løn. Men det er åbenbart ikke sejt i Margrethe Vestagers akademiske optik.

Hele reformen er gennemsyret af en forfærdelig dunst af akademisering -mere skole, karakterkrav, mindre forberedelses tid til mine faglærere. Det er, som om de kære akademikere helt seriøst mener, at min skole skal konkurrere med gymnasiet om de samme elever, men det er hverken nødvendigt eller sundt for samfundet Det betyder på ingen måde, at vi får bedre håndværkere.

Det vil bare betyde, at folk som ” Faglige Finn” ikke længere vil have et sted efter folkeskolen, der er relevant for ham. Alt sammen fordi de, der tror, de ved noget og hvis ord vægter mest i debatten, ikke er dem, der går på grundforløb eller dem, der er i lære ude hos en mester.
Nej, det er dem, der sidder på skolekontorerne og ved hævesænkebordene på Christiansborg.

Og ja, de tænker akademisk, fordi det er det, de kender, og højst sandsynligt er uddannet indenfor.
Men så længe de tænker i akademiske løsninger på faglige problemer, vil det kun tilføje yderligere søm til erhvervsskolernes kiste.  Man vælger et fag, fordi man har en kærlighed til det at kunne skabe noget med sine hænder og noget, andre kan bruge.

Af Morten Ryom, Formand for EEO
-Også bragt i Arbejderen.

Morten Ryom

Formand Morten Ryom

E-Mail:
Telefon: 24 40 70 87

Vi elever får at vide vi er dovne når vi ikke kan finde en praktikplads. Det er fandme træls at vi konstant sendes bagerst i køen når vi understreger hvor vigtigt det er, at politikere og virksomheder tager deres del af ansvaret. Derfor arbejder vi hver dag for lærepladser til alle