Op klokken 5 om morgenen og på med arbejdsskoene. Jeg har været i skolepraktik for at få elevernes syn på det, som alle synes at have en holdning til, men få egentlig ved hvad handler om. Nemlig skolepraktikken.

skolepraktik
Med et vækkeur, som ringer klokken 5 om morgenen, starter dagen som skolepraktikelev.
En af de første ting, som jeg er rigtig imponeret over, er elevernes evne til at stå tidligt op, og møde til tiden. Senere på dagen, finder jeg også ud af, hvorfor de er så gode til det. Man skulle nødig være den, der skulle tage læsset for de andre, når vognen med skrald skulle tømmes.

Rammen hedder Københavns Tekniske Skole. Deres nye skolepraktikcenter ligger i Herlev. Eller for at det skal være rigtigt, er det en af de tidligere afdelinger, som før havde hovedforløb og skolepraktik, der nu er blevet omdannet til et fuldt skolepraktikcenter. Et af de 30, som der efter EUD-reforman skal ligge rundt om i landet.

Det første problem, som jeg selv støder ind i, er, at der ingen skilte er ude på skolen. Så kan det med at finde murerne godt være lidt svært, og det er uanset hvor opfindsom man er. Her møder jeg den første SKP instruktør, og får hurtigt hjælp til at komme i gang

Første dag i SKP, skal jeg bruge sammen med murerne. Jeg bliver introduceret for den instruktør, som jeg skal følge hele dagen, og hans team på omkring 8 elever. Vi starter ude på en byggeplads, hvor en privatperson skal have ordnet sin kælder. Der skal graves mudder og ler, så der kan støbes gulv, og eftersom jeg skal følge eleverne, får jeg selvfølgelig en skovl. Jeg skal være ærlig, det var virkelig hårdt, og de sikkerhedssko, som jeg fik udleveret blev hurtigt dobbelt så tunge på grund af mudderet og leret. Oplevelsen af at blive lidt beskidt, men også at lave noget fysisk arbejde, var til gengæld smerten værd.

Ude på byggepladsen er jeg sammen med 3 forskellige elever. Rigtig flinke og glade gutter alle sammen. Det er ikke til at se på dem, at SKP’en skulle være en erstatning for en læreplads. Hvis jeg spørger den ene af dem, svarer han da også, at han tror, at skolepraktikken i fremtiden bliver der, hvor de bedste håndværkere bliver uddannet. Jeg var lidt chokret, jeg havde nok regnet med at finde en flok elever, som netop gerne ville ud i en læreplads. Heldigvis får jeg udmeldingen uddybet. På grund af dårlige arbejdsforhold, underbetalt arbejdskraft og besparelser, tror den ene, at det at være lærling i en virksomhed i fremtiden vil være langt værre, end det vi ser i skolepraktikken.

Desværre må man give afkald på noget i skolepraktikken, og det snakker jeg også med instruktøren om senere. For det er meget godt, at arbejdet i SKP’en ligner det i virkeligheden, desværre mangler en del af de rettigheder og arbejdsvilkår man har på en læreplads.. Skolepraktikeleverne er ikke på en overenskomst, så de har for eksempel ikke mulighed for barsel eller en ordentlig løn.

Efter at have fulgt drengene og holdt formiddagspause, går turen rundt til de andre elever på de andre byggepladser. De virker glade og engagerede, og man kan igen ikke mærke på dem, at resten af omverden mener, at den praktik de er i, ikke er ligeså god som den læreplads det lokale murerfirma tilbyder. Jeg er imponeret. Men ikke kun over det, også over den stolthed, som eleverne viser. Alle viser de stolt deres arbejde frem, og ingen af dem holder sig tilbage for at snakke om deres arbejde. Der er ingen, som skal komme her og sige, at en erhvervsuddannelse er en andenrangsuddannelse.

Den aften sov jeg godt, men ikke desto mindre, var det stadig svært at stå op klokken 5 og for at trække i arbejdsbukserne igen. Denne gang, var arbejdet en del mere anderledes, udover at det foregik på skolen, var det også mindre beskidt.For hos møbelsnedkerne blev der både kreeret værktøjsskabe, boghylder og reoler. Det er et helt fantastisk syn at se, hvordan træ kan blive skåret og udformet på mange forskellige måder.

Der er omkring 70 elever i skolepraktik som enten møbel- eller bygningssnedker på KTS Herlev. Nogen var på skoleforløb, så der var i alt 60 elever til stede. I forhold til murene, kunne man godt se, at det her var et fag, som tiltrak  flere piger, og aldersgennemsnit så også ud til at være lidt højere hos snedkerne. Det fik jeg også bekræftet, af den elev, som jeg skulle følge hele dagen. Hun forklarede, hvordan en del af dem på holdet havde gennemført en gymnasial uddannelse, før de var begyndt som snedker. Selv ville hun gerne læse møbeldesign, og var begyndt på snedker, for at have en større faglig baggrund. Til sidst, var hun endt med at blive, for som hun sagde, så er det bare sjovere at være i værkstedet hele tiden.

Heller ikke her, er det svært at finde faglig stolthed. Trods at produktet er en hylde, som der skal hænges på væggen til mapper, for hendes gruppe, gør hun utroligt meget ud af at skjule de skruer, som holder hylden sammen. Et trick, som jeg har tænkt mig at bruge tilbage i min egen uddannelse.

Under formiddagspausen går snakken omkring SU, hvilke uddannelser folk har været på, og hvor mange man kan tage.Da vi står og venter på en af instruktørerne, kommer samtaleemnet omkring rettighederne i SKP’en op igen. Endnu engang bliver barsel nævnt, og denne gang i forbindelse med, at man før i tiden havde mulighed for at få kontanthjælp, hvis man gik på orlov fra SKP’en, fordi man ventede barn. Med en af de mange reformer, har man gjort dette til en umulighed, hvis du bor sammen med nogen, så nu bliver SKP-eleverne nødt til at droppe ud, hvis de venter barn.

Et andet interessant input, som styrkede de sidste par dages debat, var, at værktøjer og maskiner i SKP’en var så gode, at kom man tilbage på hovedforløbet på den samme skole, følte man at man manglede noget.

Så da jeg onsdag eftermiddag stillede arbejdsskoene, var det med en del oplevelser i lommen, men også en masse stof til eftertanke. For havde mureeleven ret, er Danmark på vej et sted hen, hvor skolerne uddanner bedre håndværkere end virksomhederne gør? I så fald er det sgu en anelse sørgeligt for virksomhedernes vedkommende, men så får de jo så også deres vilje. Som tingene ser ud ligenu, har de i hvert fald ikke tænkt sig at løfte deres ansvar og bidrage til, at der bliver uddannet dygtige håndværkere. De regner rent faktisk bare med, at de bliver spyttet ud fra skolerne, men har man tænkt sig at spise kagen, er det også kun fair, at man yder for den. Eller hvad? Jeg tror virksomhederne har siddet passivt og set til så længe, at de rent faktisk er blevet i tvivl, om de skal yde noget. Lige nu, minder de mest af alt om de kontanthjælpmodtagere, der hele tiden bliver hevet frem i medierne, som skræmmebilleder på velfærdssamfundet. De sidder i sofaen og kæfter op, men rejse sig for at hente fjernbetjeningen og zappe videre, gider de sgu ikke.

Uanset hvad, så er jeg stolt af, at repræsentere så seje elever, som jeg har mødt. Så kan alle de gamle nisser og negative kommentatorer sige hvad de vil, jeg er sikker på, at de danske unge yder af lyst og behov. Vi tager ansvar for vores uddannelse, så er spørgsmålet om de gamle hønisser vil lege med, eller de har tænkt sig fortsat at skrige på opmærksomhed.

 

Mie Hovmark

Formand Mie Hovmark

E-Mail:
T
elefon: 20 97 95 08

13.000 unge står uden en læreplads. Det skyldes dovenskab. Ikke hos os men de politikere og virksomheder, der ikke tager deres del af ansvaret. Vi kræver sociale klausuler og præmieordning for virksomheder der tager lærlinge. Karakterkrav siger intet om dine muligheder for at blive en god håndværker eller ingeniør. Alle der ønsker at starte på en erhvervsskole og blive dygtige skal have lov.