Eleverne på teknisk skole lider under finanskrisen. Det er nærmest umuligt at få en lærerplads, særligt indenfor byggefagene ser det slemt ud. Men løsningen ligger lige for – Erhvervsskolernes Elev-Organisation vil have genindført skolepraktikken.

Pressemeddelelse fra Erhvervsskolernes Elev-Organisation (EEO) udsendt 13. januar 2009:

I de forgangene dage har medierne bragt historien om, at eleverne på de tekniske skoler bliver ramt af finanskrisen, da færre og færre kan få en lærerplads. Mens de kloge hoveder snakker, sidder eleverne hovedrystende tilbage – løsningen har hele tiden ligget lige for, skolepraktikken skal genindføres.

Jonathan Simmel, formand for Erhvervsskolernes Elev-Organisation forklarer:

”Med det vekselsystem vi har i Danmark hvor uddannelsen foregår både på skole og arbejdsplads, er elevernes uddannelsesmuligheder i sidste ende lagt over i virksomhedernes hænder. Det er en vej der er dømt til at gå galt, når en krise som den nuværende kommer. Når virksomhederne går i panik, og nægter at tage lærlinge ind, er det vores ansvar som samfund, at sikre deres fortsatte uddannelse.”

Ikke noget nyt under solen

For Erhvervsskolernes Elev-Organisation er krisens mærkbare konsekvenser for eleverne på teknisk skole, hverken pludselig eller overraskende. Man har gennem flere år påpeget problematikken. Jonathan Simmel forklarer:

”Det var regeringen der i 2004 afskaffede skolepraktikken på ni store uddannelser, herunder tømreruddannelsen. Skolepraktikken sikrede ellers at alle kunne komme gennem en uddannelse på teknisk skole. Bertel Haarder har som undervisningsminister haft masser af chancer for at genindføre skolepraktikken, men har hver gang fejlagtigt nægtet så meget som at diskutere det.”

Det gælder fremtiden

Det kommer til at kunne mærkes om et par år, at vi står med hele årgange uden uddannede håndværkere. Og Bertel Haarders egen målsætning, om at 95 % af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse, minder mere om en utopi, end en realistisk målsætning. Jonathan Simmel uddyber:

”Med den politik der for tiden bliver ført, er det dødsdømt at Bertel Haarder nogensinde opnår sin egen 95 % målsætning. Vi ser masser af områder, hvor det er næsten umuligt at få en lærerplads, og vi mangler stadigvæk at få plads til 6-7.000 mere på erhvervsskolerne for at opfylde 95 % målsætningen. Og det går kun i den forkerte retning lige nu.”

 

Det kan også ende med en værre rutsjebanetur for ungdomsårgangene, når antallet af lærerpladser i sidste ende er op til den enkelte mester.

”Bertel Haarder og regeringen har gang på gang afvist at presse virksomhederne til at oprette flere lærerpladser, ud fra det må vi konkludere at vores undervisningsminister hellere vil tilgodese virksomhederne end eleverne. Man skulle tro de ikke ved at det er mennesker det handler om.”

For yderligere oplysninger, kontakt formand Jonathan Simmel på telefon 70234033 eller e-mail jonathan@eeo.dk