I starten af November var 30 teknisk skole elever og fagforeningsaktive på “Faglig tur” i Tyskland. På programmet var bla. besøg på tekniske skole, fagforening og byggeplads. Tit hører man at Tyskland har et meget andet arbejdsmarkede. Læs Tau’s reportage fra turen.

 

faglig tur

Her står jeg foran bussen ved Københavns Hovedbanegård og venter spændt på de andre. Det havde jeg sgu ikke regnet med for en uge siden da jeg startede på Københavns Tekniske Skole. Allerede på min første dag var der en fra fagforeningen ude på skolen og fortælle om vores rettigheder og kampen for lærepladser til alle. Allerede efter min første uge på skole, som murer vidste jeg at jeg ikke vil kunne klare at gå i skolepraktik. Tanken om at bygge op og rive ned hver eneste dag uden noget endeligt produkt.
I Tyskland har man en produktionsorienteret Teknisk Skole. Uddannelsen er fra dag et lavet til at skulle lave produkter som skolen kan sælge. Eleverne får så en del af overskuddet. Det vidste jeg fordi jeg har boet et år i Tyskland. Så da Rasmus fra 3F/BJMF inviterede os med på faglig tur til Hamborg var jeg straks solgt.”

Kloge hænder?

Om morgenen var vi ude på en teknisk skole. Her hørte vi et oplæg fra skolelederen. Hun fortalte om hvordan det fungerer dernede. Det handlede meget om strukturen på skolen, altså hvor mange timer man havde på skole, i værksted og ude på lærepladsen. Det mest spændende var at de har opdelt teori-delen og værkstedsforløb. På vores skole i København har vi det sammen. Man går nede i murehallen og så bliver man hevet op til teori timer. Men der havde de det to forskellige steder og teori flere uger af gangen. Det lyder lidt hårdt.
Jeg tror man skal være mere bogligt dygtig for at kunne klare sådan en uddannelse. Men så får de tyske elever også lov, at komme ud til mester meget tidligere end os. Og det er en klar fordel hvis man er skoletræt. Vi var også ude og se en byggeplads hos et firma, der har den højeste organiseringsgrad i Hamborg og hvor omkring 10% er lærlinge. Når virksomheden tager ansvar for at uddanne dygtige håndværker er de og hele branchen sikret nogle dygtige håndværkere. På den måde dør al viden heller ikke med de gamle når de går på pension. Det var især inspirerende når organiseringsgraden i Tyskland jo er så lav. Herhjemme er ca. 80% organiseret i deres fagforening. Dernede er det kun 20-30%. Det er en stor udfordring – i sær i forhold til løn og vilkår. F.eks sikkerhedsudstyr og skurvogn.

 

Det sociale og være aktiv

Det var ikke kun skolebesøg og snak med fagforeningsaktive. Vi havde også tid til at lære hinanden at kende og se Hamborg. Om Lørdagen var vi på kanalrundfart. Det blæste sindssygt meget. Det var måske ikke så slemt i sig selv. Men efter vi havde lært hinanden bedre at kende, over en øl eller 5 fredag aften, var det ikke længere kun skibet der sejlede.
Alle tog det dog med højt humør. Og sådan skal det også være på sådan en tur.

Efter turen har jeg nu meget nemmere ved, at tage fat i de andre fra skolen eller fagforeningen, hvis jeg har brug for hjælp med noget på skolen. Eller være med i nogle af kampagnerne, om det er I EEO eller fagforenignen.

For fagforeningen er også mig. Det jeg siger er lige så meget værd som alle andre.
Fagforeningen er ikke en bunke eksperter. Det er os der går på skolen eller ude på byggepladsen, der ved hvad der foregår. Det ved dem på kontoret godt. Jeg troede egentlig det var dem der bestemte. Men det er det slet ikke. Det er alle os aktive, der hver dag arbejder for at gøre vores skoler, praktik og lærepladser bedre. Fagforeningen er også os.

 Af Tau Kristensen

1480781_10202462209132062_1556250117_n

Tau har også været en del af kampagnen “Byg Danmark Op” som prøver at lægge pres på politikerne for lærepladser til alle