I Regeringen og Dansk Folkepartis genopretningsplan lægges der op til besparelser på lønnen til elever i skolepraktikken (SKP). Elever i skolepraktik er unge, der er igang med en erhvervsuddannelse men ikke har held til at finde en ordinær læreplads – dem er der desværre rigtigt mange af for tiden.

Elever i skolepraktik arbejder 37 om ugen og det er intentionen, at deres hverdag skal ligne hverdagen på en arbejdsplads mest muligt. Det er derfor uforståeligt for os, at man vælger at skære hele 46%  på den løn som hjemmeboede elever over 18 år modtager. Disse elever sidder tilbage med en timeløn der er latterlig lav og som – heldigvis – intet har at gøre med forholdene på arbejdsmarkedet. Der ville ingen finde sig i med ét slag at blive sat ned på en timeløn på en flad 20’er i timen, og det skal SKP eleverne heller ikke gøre.

Derfor står Erhvervsskolernes Elev-Organisation bag de københavnske SKP-elever der fredag nedlagde arbejdet og tirsdag d.1.juni har indkaldt til stormøde for at diskutere deres situation. Deres vrede er forståelig og vi opfordrer andre SKP elever til at tilslutte sig deres modstand mod en markant forringelse af deres levestandard.

Desværre indeholder regeringens genopretningsplan flere forringelser for almindelige lønmodtagere og unge mennesker.
Når skruen bliver strammet omkring dagpengemodtagerne frygter vi, at mange unge mennesker vil blive ramt i denne tid, hvor ungdomsarbejdsløsheden er tårnhøj. Når vi oplever markante nedskæringer i på uddannelse vil vi altid protestere – denne gang er det især universiteterne der står for skud og vi bakker de studerende op i kampen for en god og gratis uddannelse til alle. Vi frygter at efteråret vil bringe forringelser for unge på SU og også da vil vi være klar til at sige stop til klapjagten på unge mennesker, hvis eneste forbrydelse er at ville tage sig en uddannelse.

EEO kaster alle kræfterne ind i kampen for uddannelse i verdensklasse og ordentlige forhold på arbejdsmarkedet.
Lad SKP elevernes strejke være startskuddet til et år, hvor politikerne får kamp til stregen hver gang de vil forringe vores uddannelse og levevilkår.

Støt eleverne i skolepraktik på Facebook her.

Du kan læse mere hos tømrernes fagforening i København her.

Du kan også læse mere hos Byggefagenes Samvirke.

Denne udtalelse er vedtaget af EEO’s landsrådsmøde 28-29.maj 2010 i Odense.