I søndags var 25 aktive EEO’ere på kursus for at lære hvordan man tager magten. Hvordan får man taklet de dårlige forhold på de tekniske skoler og HTX. Eleverne tog selv magten på dagen, ved at dele løbesedler og brunkager ud med budskabet flere praktikpladser, tak.

Af Katrine Gudmandsen

Eleverne startede dagen ud med en lækker brunch og var derefter helt klar på at høre hvad tidligere formand for EEO, Rasmus Gudmandsen, havde at fortælle. Der var frem for alt begejstring at spore hos eleverne, da Rasmus levende fortalte om de mange skoler han har besøgt gennem tiden. Derudover kom Rasmus med en klokkeklar opfordring til de intenst lyttende deltagere om, at det er i elevrådene man rykker, og at det frem for alt er dét, man som aktiv i EEO skal bruge sine kræfter på.

Lige præcis elevrådsarbejdet blev dagens næste tema. Deltagerne lærte et nyt redskab til, hvordan man kan udføre en kampagne eller aktion på skolen. Emnerne for workshoppen var de mange jordnære problemer vi alle sammen oplever på skolen. Nogle grupper lavede en plan over hvordan man får lavet en event på skolen med fokus på at mindske frafaldet af elever og andre fandt på idéer til hvordan, man kommer dårlige transportmuligheder til livs. Alt i alt en spændende workshop, med højt til loftet, nye tanker og gejst til elevrådsarbejdet.

Efter en lækker omgang æbleskiver, var det igen blevet tid til at bestille noget. Deltagerne blev sendt ud i den bidende kulde for at dele brunkager og løbesedler ud, med budskabet flere praktikpladser, tak. EEO’erne lod sig ikke slå ud af det kolde vejr og drog straks mod Nørrebro station. Her placerede de sig, så de kunne komme til at tale med de mange juleshopppende københavnere, og fortælle dem om den store mangel på praktikpladser, og hvor mange unge mennesker det egentlig rammer.

Da alle løbesedlerne var delt ud eller fingrene var blevet til istapper ventede der lækre pizzaer, og for nogle en lang tur hjem.