I forbindelse med Folketingets åbning den 6. oktober, er der landet over organiserede demonstrationer mod nedskæringer på gymnasieområdet og erhvervsområdet, samt de dårlige undervisningsforhold. Demonstrationerne er organiseret i et bredt samarbejde mellem elev- og studenterbevægelserne, samt fagforeningerne. Demonstrationerne vil foregå i København, Sønderborg, Odense, Viborg og Århus. Mere information om demonstrationerne, kan findes på www.udafkrisen.dk.

I forbindelse med demonstrationerne, vil der rundt om i landet foregå blokader af gymnasier og skoler! EEO vil derfor også gerne bringe en opfordring til alle elevråd, om at blokere deres skole fra morgenen af, og deltage i demonstrationerne senere på dagen. For at arrangere en blokade, er det vigtigt at I får lov af jeres rektor, og sørger for at der er et flertal for blokaden på jeres skole. Senere på dagen (den 6. oktober) vil det så være optimalt, at organisere samlet transport til demonstrationer.

Hvis du er go på idéen, er det vigtigt at tage handling nu! Kontakt din elevrådsformand, eller dit elevråd, få indkaldt til et møde, og organiser jer! Nogen skal som sagt sørge for rektorens accept, derfor skal I sørge for at have jeres argumenter på det rene. Hvis du mangler inspiration, kan du finde en masse gode argumenter på www.udafkrisen.dk. Derefter skal I have spredt budskabet i klasserne! Lav evt. nogle små plakater, og hæng dem op rundt om på skolen.

Hvis I har brug for mere information om demonstrationerne, eller mangler inspiration/argumenter, skal I være mere end velkomne til at kontakte os på eeo@eeo.dk. Vi håber at se jer alle sammen til demonstrationer den 6. oktober!