EEO og DGS sælger stole!
I dag var EEO og DGS endnu en gang gået sammen om en aktion, i forbindelse med Ud af krisen – ind i fremtiden! Ved dagens aktion, var det klassekoefficienterne der skulle sættes fokus på. Desværre forholder det sig sådan at 19.000 elever i år, startede i en klasse med mere end 28 elever, og nogle steder, er man derfor nødt til at møde tidligt, for at være sikker på en stol. Derfor havde vi i dag valgt at sælge stole!
Aktionen startede klokken 15:30 mellem Lille- og Storetorv i Århus. Aktionen endte med at blive en succes, og masser af folk viste interesse! Viktor Grønne, medlem af HTX-udvalget, udtaler:
Desværre har vi de seneste år set en tendens, til at skolerne er blevet nødt til at sætte flere elever i klasserne, end der reelt er plads til. Dette problem skyldes især det høje frafald som der er, og skolerne er derfor nødsaget til at fylde klasserne helt op, for at klassen kan give overskud. Dette er resultatet af de seneste mange års besparelser på gymnasieområdet. Resultatet er overfyldte klasser, hvor elever må møde tidligt, for at sikre sig en stol, og andre må sidde i vinduskarmen. Elev- og studenterbevægelsen kæmper derfor for en grænse på 28 elever pr. klasse.
Ud af krisen – ind i fremtiden! er et samarbejde mellem den unge del af fagbevægelsen, samt elever og de studerende landet over, som arbejder for at få trukket de foreslåede besparelser på uddannelse i Finansloven tilbage. Hele kampagnen kulminerer den 6. oktober, hvor der vil være demonstrationer i København, Århus, Odense, Sønderborg og Viborg, samt blokader på gymnasier og tekniske skoler landet over. Du kan læse mere om kampagnen på www.udafkrisen.dk

Banneret fra dagens aktion i Århus, præsenteret af Viktor Grønne (tv.) og Juliane Stege (th.)
For yderligere oplysninger eller supplerende udtalelser kontakt:
- Viktor Grønne, medlem af HTX-udvalget under EEO – mobil: 31 33 75 15
- Juliane Stege, formand for DGS i Østjylland og kontaktperson for demonstrationen i Århus – mobil: 30 32 21 86
- Bjarke Dahl Mogensen, formand for DGS og talsmand for ”Ud af krisen, ind i fremtiden”

