ELEVORGANISATION: HÆRVÆRK MOD MINISTERIUM ER OVER STREGEN

I nat smadrede glarmesterlærlinge ruderne i undervisningsministeriet, i protest mod manglen på lærepladser. ”Aktionen er forkert, men frustrationen er forståelig” mener elev-organisation.

Den frustration, nattens hærværk mod Undervisningsministeriet, er udtryk for, er forståelig. Men det gør ikke hærværk til at legitimt politisk middel. Det forklarer Jonathan Simmel, Formand for Erhvervsskolernes Elev-Organisation (EEO):

”Vi forstår fuldt ud frustrationen hos de lærlinge som ikke kan få deres uddannelse, på grund af manglen på lærepladser. Vi føler med elevernes fortvivlelse, når fremtiden er usikker, og man ikke kan få sin uddannelse. Dog tager vi selvfølgelig afstand fra nattens aktion.”

Jonathan Simmel uddyber:
”Det er klart at det ikke hjælper at smadre ruderne i Undervisningsministeriet. Det skaber jo ikke flere lærepladser, måske bortset fra en enkelt glarmesterlærling, der skal sætte de nye ruder i. Men de tusindvis af elever der står uden læreplads er jo lige vidt.”

Fredelige midler er vejen frem

Jonathan Simmel mener at fredelige midler er vejen frem når man skal ud med sin holdning. Og netop fredelige midler er hvad han, sammen med resten af eleverne på de tekniske skoler i København, har tænkt sig at bruge i morgen fredag når der afholdes faglig blokade af Undervisningsministeriet.

”EEO og LO Ungdom blokerer i morgen kl. 13. Undervisningsministeriet. Det gør vi under parolen: praktik eller kaos. Bertel Haarder nægter at gøre noget ved problemet, selvom antallet af lærepladser styrtdykker dag for dag. Vi er nu oppe på næsten 4.000 elever uden læreplads. Vi kræver en reel uddannelsesgaranti og pres på arbejdsgiverne for at få oprettet lærepladser.”

Man kan læse mere om blokaden af Undervisningsministeriet på www.praktikellerkaos.dk

Skriv en kommentar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.

BlivAktiv
Join_os_paa_facebook